Nyhedsbrev

Fejl: Kontaktformular ikke fundet.

Hold dig opdateret her:

Søg

Kombucha opskrift

Kombucha: Opskrift på hjemmelavet kombucha te

Hvad er kombucha?

Kombucha er fermenteret te, der ved hjælp af bakterie- og gærkulturer danner naturligt perlende brus og en frisk, let-bitter og sødlig smag. Kombuchaen menes samtidig at have probiotiske egenskaber, der har gavnlig effekt på tarmfloraen og fordøjelsen. Selvom opskriften på kombucha indeholder en del sukker, så vil slutproduktet ikke være nært så sukkerholdigt, da bakterierne spiser sukkeret under gæringsprocessen.

Før du starter, får du her 4 vigtige tips til din hjemmelavede kombucha:

  • Ingen metal: Metal kan muligvis reagere på syren i kombucha. Vælg gerne en god stor beholder i glas for at være på den sikre side.
  • God hygiejne: Det er vigtigt at alt er 100% rent, når du skal fremstille din kombucha, så du undgår at de gode bakterier forvandles til dårlig svampevækst, som gør din kombucha udrikkelig. Du bør desinficere den beholder, som kombuchaen modnes i, samt de flasker du vil opbevare den færdige kombucha i – fx med atamon, vodka eller skoldning med kogende vand.
  • Temperatur: Fermenteringen har det bedst under lidt lunere temperaturer. Sætter du kombuchaen i køleskabet, før den er færdiggæret, så vil fermenteringsprocessen enten gå meget langsomt eller helt i stå.
  • Ingen mug: Ser du mug i din kombucha (grønne, hvide eller sorte pletter), skal du kassere det hele og starte forfra.

Hvilken slags te kan jeg bruge til kombucha?

Du kan bruge lige præcis den te (eller flere forskellige teer), som du ønsker i din kombucha. Bruger du en frugt te (som denne eller denne), er det dog en god idé at blande den med lidt sorte, grønne eller sencha teblade, da de hjælper fermenteringen bedre på vej.

Gode teer til kombucha:

Det skal du bruge:

  • 1 beholder til at brygge i – det kan være et patentglas eller en saftdispenser med hane. Den skal kunne rumme lidt mere end den mængde kombucha du gerne vil lave, så beholderen ikke overbelastes af det tryk som gærinsprocessen skaber.
  • SCOBY & 400 ml. startvæske: SCOBY står for “symbiotic culture of bacteria and yeast”, og er den bakteriesammensætning, der får din kombucha til at gære. Startvæsken består af færdigbrygget kombucha. Du kan enten købe begge dele online eller få en portion fra en bekendt, som allerede har lavet kombucha.
  • 2 liter kogende vand
  • 2 liter koldt vand
  • 400 g. hvidt sukker/rørsukker (ca. 100 g. pr. liter)
  • Ca. 25 g. teblade
  • 1 rent viskestykke
  • 1 stor elastik/et stykke snor
  • Flasker til den færdige kombucha (fx være patentflasker)

Sådan gør du:

  1. Bryg en stærk te ved at bringe de 2 liter vand i kog og tilsætte teblade og sukker. Rør let til sukkeret er opløst.
  2. Tag gryden af blusset og lad teen trække i mindst 15 minutter.
  3. Tilsæt det kolde vand og lad blandingen køle ned til stuetemperatur. Herefter kan tebladene sigtes fra.
  4. Hæld nu teen over i den beholder, hvor teen skal fermentere og blive til kombucha.
  5. Tilsæt startvæsken (den færdigbrygge kombucha) og læg SCOBYen oveni.
  6. Læg det rene viskestykke over åbningen til beholderen og fastgør det med en elastik eller et stykke snor. Det er vigtigt, at du ikke lukker for lufttilstrømningen, da kombuchaen ellers ikke kan fermentere.
  7. Sæt blandingen et mørk, ventileret sted ved stuetemperatur.

Herefter fermenteres kombuchaen ad 2 omgange:

1. fermentering:

Lad kombuchaen fermentere i 7 dage, og smag herefter på den hver dag, indtil du synes den smager som den skal. Det bør maks tage 28 dage. Smagen skal have en god balance mellem syre, sødme og bitterhed. Du kan smage på den ved at sætte et sugerør forsigtigt ned i drikken, og sætte en tommelfinger på spidsen.

Kombucha opskrift

2. fermentering:

Den 2. fermenteringsproces er ikke nødvendig – du kan sagtens nyde kombuchaen som den er nu, men i 2. fermentering har du mulighed for at tilsætte ekstra smag til din kombucha, og sætte ekstra fut i boblerne!

Sådan gør du:

  1. Si din kombucha og hæld den på flasker eller over i en tæt, lukket pose.
  2. Tilføj smag til din kombucha: Det kan fx være moset frugt, juice, appelsinskiver, honning, ingefær eller noget helt andet.
  3. Luk flaskerne/posen og stil dem et mørkt sted ved stuetemperatur.
  4. Lad kombuchaen fermentere videre i 3-10 dage. HUSK at åbne flaskerne/posen 1 gang dagligt (særligt, hvs du bruger flasker), så kulsyren ikke får flaskerne til at eksplodere.
  5. Når kombuchaen er færdig kan du stille den i køleskabet, hvor den kan holde sig et par uger.
Kombucha opskrift

Tip: Hvis kombuchaen overgærer risikerer du som sagt, at flaskerne eskploderer. Hæld derfor en lille portion af din kombucha i en plastikbeholder, som du kan bruge til at tjekke trykket i din kombucha. Hvis plastikflasken bliver helt hård, er det et godt tegn på at din kombucha er helt færdigfermenteret.

Nu kan du nyde din helt egen hjemmebryggede kombucha, som en frisk og kølig sommerdrik – SKÅL! 🙂
Kombucha opskrift

Skriv en kommentar