Slået op d.

Blodpropper i familien – det rammer da kun andre?

Lørdag d 23 maj er en dag jeg ikke glemmer lige foreløbig.
Dagen startede glædelig med en tur til Hjørring med opstart af en ny konsulent, og jeg var hjemme igen sent på eftermiddagen og fik en opringning fra min bror. Vores mor var indlagt med blodprop i hjernen.

Man bliver chokeret og ked af det og helt ude af sig selv. Ens mor? det er sådan noget som kun sker for andre? hun er jo frisk og sund og med masser af bid og livsmod?

Jeg kører mod sygehuset og forsøger at overholde fartgrænserne mens jeg lige får ringet til en god ven som har haft blodpropper i hjernen, med efterfølgende hjertestop, for at høre om der er noget jeg skal insisterer på at der skal foretages?

Hun kan desværre ikke selv huske så meget fra forløbet, men jeg taler med hendes mand som siger at en scanning skal der til, af den store slags, det kunne have hjulpet hende med at undgå hjertestoppet.

På sygehuset ligger min mor i sengen og kan ikke gå. Hun har dobbeltsyn, den venstre side hænger lidt, og hun er følsesløs på kinden. Hun taler lidt, men det bliver lidt vrøvlet når hun skal koncentrerer sig.

Hun er tilkoblet diverse maskiner og drop og bliver overvåget. Hun får en blodprop igen mens hun ligger på sygehuset, de registrerer på monitoren, da der sker en del hjerteflimmer. Hun får trompolyse indsprøjtet og blodet fortyndet.

Dagen var for mine forældre startet helt almindeligt.
De får morgenmad og tjekker lidt mails. De skal i Kvickly og handle og her hører min mor en høj lyd da de træder ind i butikken – hun tror min far også kan hører den men det er kun hendes hjerne som registrerer det. Herefter bliver hun dårlig og min far får hende lagt ned på en palle med sko og tilkaldt ambulancen. Falck ligger heldigvis på de næste gadehjørne, og er der inde for 4 min.
Tak til den kvinde som hjalp ambulancefolkene med at vise vej ind så alt gik lidt hurtigere. Hende vil jeg gerne give en buket blomster hvis jeg vidste hvem hun var.
Min søster  kommer hjem fra København i løbet af aftenen og vi er alle bekymrede, og vores far bliver indlagt sammen med hende.

Personalet siger at de ikke kan gøre mere lige pt., der er ingen spor at se på scanningerne efter blodpropper, og nu må tiden arbejde for hende.

På Esbjerg sygehus er man hurtig med at sætte i gang med genoptræning, men da det er helligdage så sker der ikke så meget i de første 3 døgn.

Hun kan ikke selv holde balancen og får en ”talerstol” så hun kan køres på toilet og i bad. Hun får en lille ”skuresvamp” som hun skal børste sig med på kinden for at få følelsen tilbage. Hun får også klap for øjet for at tage dobbeltsyn, men talen kan man ikke sådan lige gøre noget ved.

Nu kan man ikke sådan lige tage pippet fra fru Lauridsen, så hun vil i gang selv m hun er indlagt, så vil hun op og gå og får min far til at hente ”talerstolen”, så hun kan træne lidt på gangen.  Jeg tager de grønne Smovey træningsringe med til hende. Nu kan hun ligge i sengen eller sidde op og laver øvelser.

Hun får fysioterapi og ergoterapi  hver dag. Vi kigger alle forbi, og Karoline på 10 år spiller spil med hende og øver svære ord. Det er godt at ”lave lektier” med mormor, nu er det hende som skal lære.

Hun forsøger at skrive en ½ side med bogstaver – det er noget småt gnidret i den første uges tid – men det ser ud til at rette sig. Kryds og tværs kan ikke så godt læses når hun har skrevet noget, men hun fortsætter.

Efter 1 uge går vi nu og venter på at der skal blive plads på et genoptræningscenrer til hende i Grindsted.

Hun øver stadig selv og kan nu gå med rollator, hun kan spille kort med Karoline samt loppespil og Mix Max. Hun bliver selvfølgelig hurtig træt, men hun er god til selv at få trænet med Smovey-ringene. Jeg har givet hende nogle træningskort med øvelser og her laver hun 10 styk af gangen flere gange dagligt.

I weekenden fik hun lov til at komme hjem efter 14 dages indlæggelse. Men kun på weekend. Hun kan gå selv og holde balancen, rolatoren er med hjemme men den skal helst ikke bruges.

Talen er desværre stadig ikke så god, det slå kludder ved længere sætninger, men vi er overbevidst om at det nok skal komme. Sandrine Akupunktur har kigget på hende og vi overvejer noget scalp akupunkture når hun er klar om ca. 1 uge.

Det er svært at stå på side linien og se at sådan noget sker, at accepterer at det måske aldrig aldrig bliver den samme kvinde, kone, mor mormor og farmor som vender tilbage. Det kan koste en tudetur for mit vedkommende  – og så tænker jeg at det jo ikke er mig det er synd for – men min mor .

Vi elsker hende jo alle som hun var  og det kunne væte gået værre end det er. Hun lever, og vi skal jo ikke gå med frygten for hvornår det sker igen, for det kan ske for alle, både unge og gamle. I stedet opfordrer jeg til at vi nyder livet og tænker over de glæder vi har mens vi har dem.

Kristina bliver student d 22 juni og her skal  mormor sætte huen på og med til festen. Så må hun komme tilbage til sygehuset og hvile bagefter. Nikolaj skal forsvarer hans Bachelor i dag i Århus, her kan hun desværre ikke deltage, men vi ved at han gør det godt og så må vi ud og spise og fejre en anden dag.

Jeg er sikker på at med vores alles hjælp og hendes egen store indsats, så kommer talen også igen så den bliver mere flydende.

I bagklogskabet store lys, så bliver man jo lidt filosofisk. Hvornår er man stor nok til at blive taget fra sig mor? Det tror jeg ikke man sådan helt bliver. Jeg er stor nok til at føde børn og kører på containerpladsen, men hvem ringer man lige til når det brænder på? Når man er løbet tør for mel og skal have jævnet sovsen? Så er det mor, der ved bedst.

Hvis andre har et par gode råd de gerne vil dele med mig og min mor, så skriv endelig. Jeg lægger øvelser op så de kan ses i løbet af ugen hvis du vil træne med.

Karoline og min mor spiller Mix Max på sygehuset
Karoline og min mor spiller Mix Max på sygehuset